Hestenes genetiske regnskab – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Geogenetik > Seneste nyt > Hestenes genetiske reg...

15. december 2014

Hestenes genetiske regnskab

TÆMNINGENS PRIS   Hvem har lyst til at arbejde med en aggressiv hest? Tilsyneladende ikke det forhistoriske menneske, som gennem generationer har pillet de gener ud af hesten, som gjorde urhestene aggressive. Prisen for en mere fredelig hest kan til gengæld have været større dødelighed eller andre mindre heldige egenskaber. Når mennesket former naturens liv efter egne behov, vinder vi noget. Men vi mister også noget – eller rettere: Dyret eller planten mister nogle af sine oprindelige egenskaber. En dansk ledet forskergruppe fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet har sammenlignet generne hos to urheste og en moderne vildhest med generne fra moderne tamheste for at gøre det genetiske regnskab op.

Domesticering, eller tæmning, af vildheste begyndte for 5.500 år siden og revolutionerede menneskets udvikling. Heste gjorde det lettere for mennesket at sprede ideer, sprog og religioner og bidrog til at landbruget tog fart. Men tæmningen af hesten betød også ultimativt stort set en udryddelse af vildhesten.

Indfangning af domesticeret mongolsk hest med lasso i Khomiin Tal, Mongoliet. Foto: Ludovic Orlando.

Den eneste overlevende bestand af vildheste er Przewalskis hest fra Mongoliet – navngivet efter den russiske oberst Nikolai Przewalski – hvor hele den nuværende bestand er efterkommere af blot 13 individer, som er blevet bevaret gennem en massiv indsats.

Det har også betydet, at store dele af den genetiske diversitet i tamhestene er gået tabt, hvorfor det har været svært at tyde konsekvenserne af domesticeringen gennem de seneste årtusinder. Lektor Ludovic Orlando fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet har ledet den internationale arbejdsgruppe, der har sammenlignet gener fra forhistoriske heste med nulevende heste. Han siger:

- Den klassiske metode til at evaluere konsekvenserne af domesticering har bestået i at sammenligne den genetiske information i den vilde bestand med den genetiske information i den tamme bestand. Fremgangsmåden duer dog ikke med heste, fordi den eneste overlevende bestand har været katastrofalt på retur op gennem det 20. århundrede. Arbejdsgruppen besluttede derfor i stedet at sekvensere genomer fra forhistoriske heste, der levede før domesticeringen begyndte. 

Prisen kan være skadelige gener

I 2013 kortlagde Orlando og hans gruppe genomet fra resterne af en 700.000 år gammel hest, en tidsrekord der stadig holder. I den aktuelle undersøgelse fokuserede gruppen på knogleprøver fra to heste, der levede i Sibirien for hhv. 16.000 år og 43.000 år siden og sammenlignede disse med Przewalskis hest og fem forskellige racer af tamheste.

Indfangning af domesticeret mongolsk hest med lasso i Khomiin Tal, Mongoliet. Foto: Ludovic Orlando.

Det lykkedes gruppen at identificere en lang række gener, som mennesket gennem generationer kan have favoriseret i hesten.

Listen over generne er fascinerende, fordi den tæller gener, der er nødvendige i udviklingen af muskler og knogler. Hvilket muligvis er de gener, der har bidraget til at gøre hesten til et transportmiddel.

Ludovic Orlando fortsætter:

- Hvad der måske er endnu mere spændende er, at vi identificerer gener, som har styret dyrets adfærd og den måde, de har reageret på frygt. Disse gener kunne have været centrale i at gøre vilde dyr til mere fredelige tamme dyr.

Men tæmningen har sin pris, fordi den ofte er fulgt af stærk reduktion i bestandene. Mutationer, der har en negativ påvirkning på generne, forsvinder ikke i tæmningsprocessen, men kan endda øges gennem indavl, hvis en bestand er lille. På den måde har domesticeringen sin pris, fordi skadelige gener kan akkumulere i genomet.

Mongolske heste i Khomiin Tal, Mongoliet. Foto: Ludovic Orlando.

Det tager mange generationer at få de attraktive gener fremelsket i hestene, og hestetæmmerne har ikke kunnet se resultatet af deres anstrengelser. Alligevel kan Orlandos gruppe påvise, at hestetæmmerne har været klar over, at de var nødt til at bringe nyt blod til tamhestene. Ludovic Orlando siger:

- En sammenligning mellem de gamle og de nye genomer afslører, at tamhestene i ny og næ har fået tilført genmateriale fra vildheste. Vi kan se, at i nutidens tamheste er bidraget på mellem 13 % og 60 %. Dette tyder på, at de folkeslag, der tæmmede hesten, supplerede bestanden af tamme heste med vilde heste fra deres lokale region, som dermed forøgede den genetiske diversitet i tamhestene.

Resultaterne offentliggøres online d. 15. December 2014 i Proceedings of the National Academy of Sciences, 15. December 2014: 'Prehistoric genomes reveal the genetic foundation and cost of horse domestication'.

Kontakt

Ludovic Antoine Alexandre Orlando
Lektor
Statens Naturhistoriske Museum
Center for GeoGenetik
Øster Voldgade 5-7
1350 København K
Mobil: +45 21 84 96 46
Telefon: +45 353-21231
E-mail: lorlando@snm.ku.dk

 

Uffe Wilken
Kommunikationsmedarbejder
Center for GeoGenetik
Statens Naturhistoriske Museum
Københavns Universitet
Mobil arbejde: +45 4018 5992
Mobil privat: +45 31772016
Email: ugwilken@snm.ku.dk

 

Fotos

Fotos på denne side må bruges i forbindelse med presseomtale af historien. Klik på billederne for at downloade dem i høj opløsning. Krediter venligst fotografen.